› Guide til bygherre
Byggeri
Det er vigtigt at du som bygherre kontakter det lokale museum i god tid inden du skal igang med byggeriet.
Museet vil foretage en arkivalsk kontrol for at vurdere, om der kan forekomme væsentlige fortidsminder på det areal som skal bebygges. Såfremt museet skønner at der kan være fortidsminder i jorden, vil museet anbefale bygherre at få foretaget en arkæologisk forundersøgelse.
Forundersøgelse og finansiering
En forundersøgelse kan betragtes som en form for forsikring mod at støde på ukendte fortidsminder med de følger, det kan have af forsinkelser og udgifter for bygherre. Forundersøgelsen er frivillig, men man har pligt til straks at standse arbejdet og kontakte det lokale museum, hvis man støder på et fortidsminde.
Hvis arealet er mindre end 5000 m² finansieres forundersøgelsen af museet. Er arealet større end 5000 m² skal man selv betale for forundersøgelsen.
Forundersøgelsen foregår ved at muldlaget maskinelt afgraves i et antal søgegrøfter i 2-4 meters bredde. Under muldlaget i den lysere undergrundsjord vil stolpespor fra oldtidens hustomter, grave, brønde og lignende vise sig som mørke pletter. I nogle tilfælde forekommer fortidsminder kun på en mindre del af området. Så er det måske muligt at flytte projeketet, så en udgravning ikke bliver nødvendig.
Udgravning og tilskud
Ifølge Museumsloven skal udgiften for større forundersøgelser og arkæologiske udgravninger betales af bygherren. Undtaget er fortidsminder, der dukker op ved almindelig landbrugsdrift eller almindelig skovdrift. Har museet frigivet arealet til byggeri efter den arkivalske kontrol eller efter endt forundersøgelse, og der alligevel viser sig at være fortidsminder på stedet, er det Kulturarvsstyrelsen, som skal betale for en udgravning.
Du er berettiget til at søge om tilskud fra Kulturarvsstyrelsen til en decideret udgravning, hvis du har taget imod tilbudet om en forundersøgelse. Har du fravalgt forundersøgelsen, er du ikke tilskudsberettiget.
Hvad sker der efter udgravningen?
Bygherre modtager en rapport, der i tekst og billeder fortæller om udgravningen. Resultater og genstande indgår i forskningen og formidlingen af vor fælles fortid, og fundene bruges så vidt muligt i udstillinger og lignende på museet.

