Adresser og åbningstider for de 10 museer og udstillingssteder.
Find en medarbejder
Kontakt administrationen
Send os en mail
Kunst-trilogi i Tirpitz
Rå beton forvandlet til et magisk eventyr
Skrevet af Mette B. Jensen den 26/05/10
Kunstneren Kate Skjerning udstiller fra 2008-11 en kunst-trilogi i Tirpitz-bunkerens kanonbrønd. Hver del af udstillingen kan ses som en selvstændig udstilling.
Fra juni 2010 kan du opleve den sidste æstetisk smukke totalinstallation. Her er farvestrålende tegninger sat op overfor hæklede og strikkede, finurlige værker. Integrerede kontaktannoncer fungerer som en æstetisk udfordring af, hvad vi bruger kønsforskelle til.
Rå beton omskabt til en magisk verden.
„I Kate Skjernings mangefacetterede og æstetisk meget smukke totalinstallation forsvinder dualiteten mellem det mandlige og kvindelige i en symbiose. Udstillingen viser til fulde, hvad moderne eksperimenterende kunst kan gøre, når den er allerbedst.“ Kunstskribent Tom Jørgensen.
Die Tirpitz-Stellung – ein weibliches Universum
„In den vielen Facetten Kate Skjernings ästhetisch sehr schönen Gesamtinstallation verschwindet die Dualität zwischen dem Männlichen und dem Weiblichen in einer Symbiose. Die Ausstellung beweist, was moderne experimentierende Kunst vermag, wenn sie am allerbesten ist.“ Kunstpublizist Tom Jørgensen.
Kunsttrilogien - et spil mellem maskuline og feminine universer
Første del af Trilogien, der blev vist i 2008-2009, stillede spørgsmål til det maskuline. Det blev blandt andet gjort gennem portrættegninger i storformat af en ældre mand.
‘Fandens Mælkebøtte’ var titlen på anden del af trilogien, der blev vist i 2009-2010. Her fortolkede Kate Skjerning mælkebøttens universer i tegninger, farve og installationer med mælkebøttestande, på vej til at blive spredt for alle vinde.
Læs mere om Kate Skjerning på kunstnerens hjemmeside
Rå beton omskabt til en magisk verden.
af kunstskribent Tom Jørgensen
“I et bunkermuseum nær Blåvand på den jyske vestkyst har man de sidste tre år kunnet opleve noget forunderligt. De rå og nøgne betonrum, et vidnesbyrd om den tyske krigsmaskines perverse effektivitet, er blevet overtaget af selve symbolet på alt, hvad der er godt, smukt og sandt: blomster.
Det er kunstneren Kate Skjerning, der har været på spil. Med sin såkaldte ”Tirpitz-trilogi” har hun skabt en totalinstallation, der involverer vægge, gulv og og luft, samt det omgivende barske hedelandskab. I et par timer omkring skumringen strømmer lysende blomsterformer ud fra den ellers utilnærmelige bunker og gør stedet til en magisk eventyrverden. Mødet mellem den rå beton og de sarte blomster antyder et spil mellem modsætninger, og det er da også Kate Skjernings intention, at de tre udstillinger skal handle om det maskuline overfor det feminine. På et værdimæssigt, følelsesmæssigt og symbolsk plan.
Som det gennemgående blomstermotiv har Kate Skjerning valgt mælkebøtten. Denne kønne ukrudtsplante har modsætningen helt inde på livet: selve blomsten er køn og gul og feminin, mens de flyvende frø i form såvel som i udseende minder om sædceller på deres vej mod ægget. I det hele taget bruger Kate Skjerning i Tirpitz-trilogien konsekvent modsætningen mellem det maskuline og feminine. Fallossymboler støder sammen med runde hule- og grotteformer. Maskuline kraftudladninger sættes overfor feminin ynde. Handlekraft møder passivitet. Tegninger sættes overfor hæklede og strikkede værker. Smykker, et traditionelt udtryk for kvindelige værdier, er lavet af gamle ledninger, et materiale forbundet med maskuline normer. Og så er der det overordnede fysiske møde mellem de utilnærmelige grå betonflader og de æstetisk smukke blomstermotiver.
Som Kate Skjerning selv erkender, er det hele imidlertid ikke så sort/hvidt. I løbet af processen fandt hun ud af, at hun ikke kun ville skildre feminiteten som blid, yndefuld og modtagende. Blomsternes sensualitet er udadvendt og lidenskabelig, mens omvendt de utilnærmelige betonvægge blødes op og nuanceres i mødet med farverne og de pulserende og dynamiske former. Gundtonen er ikke længere et enten/eller, men et både/og.
Ved at integrere tekster fra kontaktannoncer i værkerne bliver det overordnede tema mere en æstetisk undersøgelse af hvad det egentlig er, vi bruger kønsforskellene til. Og hvordan vi overkommer dem uden at miste vores grundlæggende identitet. Kate Skjernings bud er i hvertfald klart. I hendes mangefacetterede og æstetisk meget smukke totalinstallation forsvinder dualiteten mellem det mandlige og kvindelige i en symbiose. En vekselvirking, et ensidigt afhængighedsforhold som mellem flod og ebbe, hvor man ikke kan tale om det ene uden også at nævne det andet. Hermed løftes kønsproblematikken op på et højere, både mere meningsfuldt og konstruktivt plan. Og når det er gjort med en så dragende sanselighed, som det er lykkedes for Kate Skjerning med sin Tirpitz-trilogi, viser det til fulde, hvad moderne eksperimenterende kunst kan gøre, når den er allerbedst.”
Die Tirpitz-Stellung – ein weibliches Universum
von Kunstpublizist Tom Jørgensen.
Die Tirpitz-Stellung – ein weibliches Universum
In einem Bunkermuseum in der Nähe von Blåvand an der Westküste Jütlands konnte man in den letzten drei Jahren etwas Verwunderliches sehen. Die rohen und nackten Betonräume, Zeugen der perversen Effektivität der deutschen Kriegsmaschinerie, wurden von Symbolen dessen übernommen, was gut, schön und wahr ist: Blumen.
Hier war die Künstlerin Kate Skjerning am Werk. Mit ihrer sogenannten “Tirpitz-Trilogie” hat sie eine Gesamtinstallation geschaffen, die Wände, Böden und Luft mitsamt der kargen Heidelandschaft der Umgebung einbezieht. An zwei Stunden in der Dämmerung strömen leuchtende Blumenformen aus dem sonst so unnahbaren Bunker und machen den Ort zu einer magischen Märchenwelt.
Das Zusammentreffen zwischen dem rohen Beton und den zarten Blumen deutet ein Spiel mit Gegensätzen an. Es ist die Intention Kate Skjernings, dass die drei Ausstellungen vom Maskulinen gegenüber dem Femininen handeln sollen. Auf sowohl der wertmäßigen, gefühlsmäßigen und symbolischen Ebene.
Als durchgängiges Blumenmotiv hat Kate Skjerning die Löwenzahnblume gewählt. Diese schöne Unkrautpflanze verkörpert die Gegensätze: Die Blüte ist schön, gelb und feminin, während der fliegende Samen sowohl in Form als auch im Aussehen an die Samenzellen auf ihrem Weg zum Ei erinnert.
Im Großen und Ganzen benutzt Kate Skjerning in der Tirpitz-Trilogie konsequent den Gegensatz zwischen Maskulinem und Femininem. Phallussymbole stoßen mit runden Höhlen- und Grottenformen zusammen. Maskuline Kraftentladungen werden der femininen Anmut gegenübergestellt. Handlungskraft trifft auf Passivität. Zeichnungen stehen gehäkelten und gestrickten Werken gegenüber.
Schmuck, der als traditioneller Ausdruck für weibliche Werte steht, ist aus alten Leitungen gefertigt, einem Material, das mit männlichen Normen verbunden wird.
Es findet ein übergeordnetes, physisches Treffen zwischen den unnahbaren grauen Betonflächen und den ästhetisch schönen Blumenmotiven statt.
Wie Kate Skjerning selbst erkennt, ist das Ganze jedoch nicht nur schwarz/weiß. Im Laufe des Prozesses fand sie heraus, dass sie die Weiblichkeit nicht nur weich, lieblich und entgegennehmend schildern will. Die Sensualität der Blumen ist nach außen gewandt und leidenschaftlich, während umgekehrt die unnahbaren Betonwände im Zusammentreffen mit den Farben und den pulsierenden und dynamischen Formen aufgeweicht und nuanciert werden.
Der Grundton ist nicht mehr entweder/oder, sondern sowohl/als auch.
Indem Texte aus Kontaktannoncen in die Werke integriert werden, wird das übergeordnete Thema mehr zu einer ästhetischen Untersuchung dessen, wozu wir eigentlich die Unterschiede der Geschlechter brauchen. Und wie wir sie bewältigen können, ohne unsere grundlegende Identität zu verlieren.
Kate Skjernings Botschaft ist jedenfalls klar. In den vielen Facetten ihrer ästhetisch sehr schönen Gesamtinstallation verschwindet die Dualität zwischen dem Männlichen und dem Weiblichen in einer Symbiose; eine Wechselwirkung, ein gegenseitiges Abhängigkeitsverhältnis wie zwischen Ebbe und Flut, bei denen man über das eine nicht sprechen kann, ohne das andere zu nennen. Damit wird die Problematik zwischen den Geschlechtern auf eine höhere, sowohl sinnvollere als auch konstruktivere Ebene gebracht. Und wenn dies mit einer so verlockenden Sinnlichkeit geschieht, wie sie Kate Skjerning in der Tirpitz-Trilogie gelungen ist, beweist es, was moderne experimentierende Kunst vermag, wenn sie am allerbesten ist.