Arkæologi

Økse fundet ved Varde å i forbindelse med genopretningsprojektet

Glimt af livet ved Varde Å

Arkæologi og historie i forbindelse med genopretningsprojekt


Af: Stina Troldtoft Andresen

Den 20. august 2009 tog miljøminister Troels Lund Poulsen det første ”store ” spadestik til genopretningen af Varde Å. Det var startskuddet for et projekt som skal føre området ved den nordlige del af Varde Å tilbage til det udseende den havde før udretningen i 1950. Læs mere om hele genopretningsprojektet her.

Billedet tilhører Museet for Varde By og Omegn
Troels Lund Poulsen tager det første spadestik.

Genopretningsprojektet medfører at der skal opgraves og flyttes utroligt meget jord fra åen og ådalen. Dermed er der også chancer for at støde på områder og genstande, som kan give os et indblik i, hvordan vores forfædre har udnyttet Varde Å, og hvordan de har færdes rundt i området. En af de ting man kan forvente at støde på i forbindelse med sådan et projekt er rester af vadesteder, broer eller lignende, som kan fortælle os hvor og hvordan folk har forceret vandmasserne for at komme over på den anden side. Men åen har også selv fungeret som færdselsåre – folk har transporteret gods på åen og ligeledes har åens ressourcer været vigtige for de folk, som har færdes og været bosat i området. Åen selv sladrer dog ikke om tidligere tider og den har endog slettet mange af sporene efter tidligere aktiviteter og derfor er genopretningen af Varde Å en god mulighed for at få glimt af livet ved åen helt fra stenalderen og op til vores tid.


Billedet tilhører Museet for Varde By og Omegn
Jorden opgraves ved Karlsgårde Bro.

Arkæologerne overvåger arbejdet
Opgravningsarbejdet foregår ved hjælp af store gravemaskiner og på udvalgte steder følges arbejdet nøje af en arkæolog fra Museet for Varde By og Omegn. Der er allerede gjort flere fund og iagttagelser under gravearbejdet. Ved Karlsgårde bro fremkom bl.a. et gruslag, hvori der lå en anseelig mænge potteskår fra jydepotter. En lodsejer i området har tidligere fundet en stor mængde jydepotter både i åen og i området ved Karlsgårde. Jydepotter blev fremstillet i perioden 1500 - 1900 og Vardeegnen var kærneområdet for produktionen. Potterne blev formet i hånden uden brug af drejeskive, og den sorte farve fremkom ved en iltfattig brænding ved lave temperaturer, der som regel foregik med lyngtørv i en mile. Jydepotter blev fremstillet med henblik på videresalg i Danmark, men blev også sejlet til både Norge, Sverige og Tyskland. Måske har der ved Karlsgårde været en såkaldt ladeplads, hvorfra man har sejlet jydepotterne til Varde eller Hjerting.

Billedet tilhører Museet for Varde By og Omegn
Gruslag med jydepotteskår.

Hvad er det?
Nedenstående træstykke dukkede pludselig op i gravemaskinens skovl og blev gelinde lagt foran arkæologens fødder. Træstykket som er 28x28 cm mindede ved første øjekast om et skærebræt, men var kun ca. en cm tykt og uden skæremærker. Det havde et rektangulært hul i den ene side, og var en smule fragmenteret, så det er ikke muligt at sige noget om hvor stort stykket oprindeligt har været. Derfor er det heller ikke så ligetil at give et svar på, hvad træstykket har været brugt til. Et muligt bud kan være resterne af et stigbord eller lignende fra et stemmeværk/vandmølle.

Billedet tilhører Museet for Varde By og Omegn
Træstykke fundet i Varde Å.

Stenlægning ved åen
En stor del af den jord, som graves op af åen og langs med åen indeholder kun meget få sten. Derfor får det arkæologerne til at være ekstra opmærksomme, når der dukker mange sten op på et sted. I ådalen nedenfor Sig Kapelbanke lidt sydøst for Sig fremkom en hel del sten i jordbunkerne og da der blev kigget nærmere efter fremkom en hel stenrække i den nyopgravede åbrink. Stenen blev gravet fri og derved fremkom en mindre stenlægning. Stenene lå fint ved siden af hinanden, hvilket ikke er naturligt – de er lagt med menneskehånd. Der var ingen andre fund ved selve stenlægningen, men i jordbunkerne fremkom bl.a. en kværnsten. Kværnstenen er en type, som går ud af brug i slutningen af ældre jernalder ca. 400 e.kr. Hvad stenlægningen har været brugt til står foreløbig hen i det uvisse, men der kan være en sammenhæng med en bebyggelse fra jernalderen, som er fundet lige vest for stedet - ved Sig Kapelbanke.

Billedet tilhører Museet for Varde By og Omegn
Stenlægningen under udgravning.

Arbejdet med at genoprette Varde Å forventes afsluttet i 2011. Der vil løbende komme beretninger her på hjemmesiden, hvis der dukker flere spændende fund op.

Glimt af livet ved Varde Å

DATA

Beliggenhed: Varde Å
Areal: -
Udgravningsperiode: 2009-2011
Journalnummer: VAM 1476

HVEM BOEDE DER?

Tidsalder: Oldtiden
Type: Diverse

Arkæologi

Arkæologi

Oldtiden

Genopretningsprojekt ved Varde Å

Glimt af livet ved Varde Å

Horns Rev 2 udgravningerne

Ældre stenalder

Unikt ravsmykke fra jægerstenalder

Yngre stenalder

Stenalderboplads ved Houstrup

Stenaldergrav dukket op ved Tistrup Kirke

Bronzealder

Endnu ingen udgravninger

Ældre jernalder

De rige kvinder i Billum

Jernalderboplads med egen smed

Jernaldergrave ved Henne Kirke

Lønne Hede - En gravplads

Sig Kapelbanke

Sjældent fund ved Varde Sommerland

Spændende udgravning i Henneby

Tuegravpladsen ved Årre

Yngre jernalder

Jernalderens parcelhuse

Jernalderlandsby ved Årre

Sjældent guldfund

Spændende udgravning i Henneby

Vikingetid

Henne Kirkeby

Kjelst i jernalder, vikingetid og middelalder

Nybro - Vejen til Vikingetiden

Trelleborghus i Oksbøl

Vikingerne ved Tistrup

Vikingetidsbebyggelse ved Ho Bugt

Middelalder

Bro fra middelalderen dukker op ved Varde Å

På jagt efter fiskerlejet Sønderside

Sig Kapelbanke

Udgravninger i Kvong

Udgravninger ved Krogen

Guide til bygherre

Guide til bygherre

Har du gjort et arkæologisk fund? Skal du til at bygge, fx hus eller stald? Skal du plante skov? Eller indvinde råstof? Læs her, hvordan du skal forholde dig til museumsloven.

Gå til Guide til bygherre

Seneste nyt

Visualisering fra det kommende museumscenter ved Tirptitzstillingen i Blåvand. BIG-Bjarke Ingels Group.

BIG tegner nyt museumsprojekt i Blåvand

Ny museumsattraktion på vej?
Læs mere

Flere nyheder

100 år -100 fortællinger

Nye spændende fund fra tuegravpladsen ved Årre

Detektortræf

Alle nyheder

Nyheds RSS