
Udstillingen En mand, et kamera, en krig viser tidligere modstandsmand Jørgen Strange Lorenzens enestående fotos fra besættelsesårene.
Jørgen Strange Lorenzen voksede op i Sønderborg, kom med Kaj Munks hjælp i Søværnet og befandt sig på Holmen, da den danske flåde blev sænket i 1943. Derpå deltog han i modstandsarbejde i Vordingborg. Ved befrielsen medvirkede han i kontrollen af de hjemvandrende tyske soldater ved grænsen ved Kruså, og året efter var han ved flåden på Bornholm, da det sidste sovjetiske krigsskib forlod øen.
Hele vejen igennem fotograferede Strange Lorenzen ivrigt. Med højdepunkter i illegale fotos fra Holmen kort efter flådens sænkning, billeder fra Vordingborg i befrielsesdagene eller farvefotos fra Kruså i maj 1945 viser udstillingen en helt usædvanlig fotosamling – billeder af Danmark besat og befriet, alle taget af én ung mand.
På den baggrund viser udstillingen et spændende billedmateriale og fortæller samtidig vigtige dele af besættelsestidens historie – set gennem en ung mands optik.
Fotografierne vises på plancher med forklarende tekster og suppleres af det originale fotoudstyr, som Strange Lorenzen anvendte, samt af en række genstande fra modstandskampen.