Den norske kunst-fotograf, Tore Larsen-Frivoll, udstiller fra den 19. november 2011 på Varde Museum samt Borgerskolens Cafe og Spisehus, der ligger side om side på Kirkepladsen 1 i Varde.
Her viser han for første gang sine billeder i Danmark; - og udstillingen viser hans “nyeste udtryk” indenfor fotografiet: et eksperiment mellem det vel-komponerede foto og farverne i ”fuldt flor”, der til sammen giver et nyt og vovet udtryk i fotografiet.
Tore Larsen-Frivoll, der er 57 år gammel, har arbejdet med fotografiet gennem de sidste 35 år og havde sin første udstilling i Grimstad i Norge for 25 år siden. Derefter fulgte flere udstillinger i Norge.
Hans kendetegn er kompositionen og enkeltheden i fotografiet.
Tore Larsen-Frivoll er en “dansk-elskende” nordmand med livslang erfaring indenfor både fotografi og håndværk. Tore Larsen-Frivoll er født i Arendal i 1956; uddannet murer samt multi-medie-designer. I 2010 flyttede han til Løkken i Nordjylland, hvor han bor i dag.